Udvandringerne til
Nordamerika fra 1880.
Mange rejste til Iowa.
Indledning.
Bøndernes kår var blevet bedre. De var kommet økonomisk
højt op af rangstien. Man kan se det på de store flotte
stuehuse, der blev bygget i 1880-1900. Da bønderne var kom-
met op, tog de stigen med op, men arbejderne blev dernede.
Dengang boede 80% af befolkningen på landet. Arbejdernes
børn så ingen andre muligheder end fattigdom og arbejde
derfor udvandrede de.
Jeg vil fortælle om 2 familier fra Møn. Den ene fra Sømark
og den anden fra Nøbølle, som fandt sammen i staten Iowa i
USA.
Ane Kristine og Kristoffers datter.
Ane Kristine blev født 1830 i Ålebæk. I 1863 giftede hun
sig med enkemand Kristoffer Hansen. Han havde fået 7 børn
med sin første kone, hvoraf kun et blev mere end 10 år.
Ane Kristine og Kristoffer var meget fattige. De fik 6
børn. Da de havde været gift i halvandet år blev Hans Peder
født i 1864. Han udvandrede i 1884 til Iowa, hvor han hur-
tigt fik en farm. Han hjalp sine 3 yngre søskende igang.
Hans Peders børn og børnebørn bosatte sig i 1905 i Canada
som nybyggere. Farmen er i dag 300 ha og er stadig i fa-
miliens eje.
Maren Kirstine blev født i 1867. Hun udvandrede i 1889 og
blev gift med Lars Peder fra Borre. De udvandrede sammen.
Det var den søster, som Mama var hos nogle dage, da Mama og
Papa var blevet gift, inden de flyttede ind på den forsømte
farm i Iowa, som de havde forpagtet af Hans Peter.
Else Margrethe blev født i 1870. Hun havde lært som me-
jerske og var på Stengården, inden hun udvandrede i 1892.
Margrethe er Mama, som er den ene hovedperson i beskri-
velsen.
Sidse blev født i 1873 og blev siden hen gift i 1896 med
Mads Peder Pedersen, Parcelgården i Sømark, et husmandssted
under Liselund. Sidse og Niels Peter omtaler jeg senere i
beskrivelsen.
Niels Peder blev født i 1876. Han kom til at eje en ejendom
ved Klintholm.
Lars blev født i 1878 og udvandrede i 1900. Lars rejste se-
nere til North Dakota og fik en farm 65 km fra Mama og
Papa. Lars forblev ugift.
Kristoffer Hansen døde i 1879, da den ældste søn var 15 år
gammel og den yngste søn Lars var 1 år. Det var et meget
fattigt hjem.
Stine og Hemming Hendriks søn er Karl, som er den anden
hovedperson, der omtales som Papa.
Maren Kirstine blev født i 1842 i Uglemark, som datter af
træskomand Hans Svendsen.
Hemming Hendriksen blev født i 1842 på det husmandssted i
Nøbølle på 1,5 td. land, som Stine og Hemming flyttede ind
1på i 1866, da de blev gift. De fik 6 børn. 3 rejste til
København, en søn bestyrede Hårbølle Stenminer, mens en
anden søn blev familiens sorte får.
Hemming gik på arbejde og var med til at bygge dæmningen
ved Ulvshale. De fik dobbelt dagløn akkurat ligesom det i
dag er tilfældet ved Storebæltsforbindelsen. Oldefar sled
et utal af træskoklamper. Han gik fra Nøbølle (Neble) til
Ulvshale og trillede jord hele dagen og gik hjem igen til
aften.
Karl kom i lære som skomager og fik udlært. Da Karl blev 18
år, gik han hjem til sin far og sagde, jeg vil til Amerika.
Det kan du godt, hvis du kan gå derover, for jeg har ingen
penge.
Karl gik op på Hvilebjerggård i Nøbølle, hvor hans far ar-
bejdede i høsten. Gårdejer Frederik Jørgensen lånte ham
pengene til rejsen. Rejsen til Amerika kostede 65-70 kr.
Så pakkede Karl sit skomagerværktøj og tog det med til Ame-
rika, men det blev aldrig pakket ud derovre.
Karl rejste til København og derfra videre med skib til New
York. Jeg mener, at Karl arbejdede på skibet for at gøre
rejsen billigere. Papa står ikke på udvandringslisterne.
Han havde taget hyre på skibet. Fra New York til Iowa gik
rejsen med tog.
Karl kom til at arbejde hos Hans Peder Hansen, som stammede
fra Sømark. Hans Peder havde været i Iowa i 8 år og ejede
en ret stor farm. Hans Peders søster Margrethe var ankommet
2 måneder tidligere end Karl.
Karl og Margrethe flyttede hurtig hen på en anden farm og
arbejdede. Det gik meget godt. Det gik så godt, så Mar-
grethe blev gravid. De giftede sig i februar 1894.
Margrethe, kaldet Mama, beretter.
Jeg vil lige i korte træk fortælle jer lidt om, hvordan vor
bryllupsrejse foregik. Da min broder havde forpagtet en
farm på 120 acres for 3 år, ville han have os til at
overtage den. Han havde heste, maskiner og tilbehør, og
hvad vi skulle bruge, så vi overtog det hele til 1. marts.
Vi skulle betale 250 dollars i forpagtning om året, men vi
skulle jo have ordnet vore papirer først, så vi kunne blive
gift, og 14 dage derefter foregik brylluppet.
Vi blev borgerligt viet. Vi havde en mand med som var kendt
som vidne, og det var hele vort bryllupsselskab. Vi havde
selv en flot hest og et køretøj, så vi kørte en 12-14 miles
ind til en stor by og blev gift. Det var et søle og pløre,
så vi sank i til akslerne mange steder.
Manden, som vi havde med, sad bag i vognen med benene
bagud. Karl havde købt en dunk whisky, og hver gang vi
kørte over et vandhul, så råbte manden holdt lidt, jeg skal
lige havde skyllet lidt af det pløre af støvlerne. Så tog
han sig en slurk af dunken, og det blev jo til mange slurke
i løbet af 14 miles. Da vi så kom til hans hjem, skulle vi
med ind og have en kop kaffe. Derefter skulle han klippe
Karl, og det var jo ikke så heldig i den forfatning, han
var i. Han kunne ikke stå helt stille på benene, og så var
saksen heller ikke altid, hvor den skulle være, men klippet
blev han da, og så fortsatte vi videre hjem til, hvor vi
opholdt os.
2Den anden dag kørte Karl mig til stationen, og jeg rejste
med toget ud til min søster, som boede i nærheden af den
farm, vi havde forpagtet. Farmen lå i Callander ca. 2 miles
fra min søster og svogers farm. Den farm er i dag på 600 ha
og er i familiens eje i 4. generation. Jeg skulle blive
der, indtil Karl kom. Vi havde regnet ud, at det ville tage
3 dage. Der var 200 miles, men jeg fik en lang ventetid,
for det tog en hel uge, og jeg gik i angst for, at han var
kørt en hel anden vej, men da han kom til min søster, som
boede på vejen, så blev han der et par dage, for at hesten
kunne hvile sig lidt, inden han kørte videre.
Min broder Hans Peder var taget med Papa. Papa havde købt
to køer og en kalv på vejen. Der var 30 miles tilbage, hvor
de måtte skiftes til at trække køerne. Kalven kørte med i
vognen, men hvem der blev glad, da vi så dem komme, det var
vel nok mig, skønt hverken mand eller køretøj så ret kønt
ud, for det var jo lige pløret hele vejen.
Vi havde endnu ikke set vort nye hjem, så vi var meget
spændte på at se det, men det så ikke meget indbydende ud,
for de var gamle og forfaldne alle bygningerne, og stalden
var så fuld af møg, at hestene ikke kunne komme ind, før
end Karl fik gravet noget møg væk fra døren.
Der var plads nok, da de først kom ind, for der var ikke
noget loft, så der var jo noget op til taget, og hestene
var temmelig store.
Vi skulle jo til at sætte bo, og det blev på en meget
primitiv måde, for vi havde ikke andet til at begynde med,
end hvad Karl selv tømrede sammen, både bord, stole og
senge. Derefter blev der lagt noget halm i sengene, og så
var de i orden. Træthed manglede ikke.
Markerne var også i en dårlig forfatning. Der var ikke
pløjet en fure, så der var noget for Karl at tage fat på,
inden han kunne begynde at så. Brønden lå en 3-400 alen fra
bygningerne, og der måtte vi hente vand både til hus og
kreaturer.
Det blev sådan en tør sommer, og jorden var sandet, og den
smule vi høstede, var der ingen pris på. Vi fik kun 10 cent
for buslen af majs, og vi skulle betale 250 dollars i
forpagtning. Alt hvad vi høstede på de 90 td. land
indbragte kun 150 dollars, og vi skulle give 250 dollars i
forpagtning, så vi var ved at tabe modet til at begynde
med. Det rygtedes omkring, og en dag fik vi brev fra den
plads, hvor vi begge havde tjent, at vi gerne måtte komme
tilbage til dem igen.
De havde hørt, at vi ikke havde høstet noget, men vi afslog
tilbuddet og begyndte i stedet på en frisk med en stor gæld
selv om der var et år til næste høst. Det første år i
Callander, da høsten havde slået fejl, havde Mama sine to
køer og kunne føde familien.
Her må jeg indskyde, at vi nu er nået frem til august 1894.
Karl er blevet 21 år og Margrethe 24 år og deres første
barn Georg er blevet født den 8. august. 2 år senere kom
Selma og efter yderligere 2 år blev Harry født.
Mama fortæller, at det gik bedre de næste 2 år. Vi fik
betalt min broder, hvad vi skyldte ham.
Vi var blevet kendt med en norsk farmer der i nærheden.
Karl var tit derovre og hjælpe dem med arbejdet, når de
3ikke selv kunne klare det. Han havde en søn, som var gift
og boede hos de gamle, men så blev han uvenner med faderen,
og forpagtede en farm der i nærheden.
Faderen kom over til os og spurgte Karl, om han ikke havde
lyst til at forpagte hans farm for 3 år, og det ville vi
gerne. De tog til byen og fik skrevet kontrakt med det
samme. Der var 160 acres, og det var den bedste og fineste
farm i mange miles omkreds. Jeg har besøgt den. To af
bygningerne står endnu i 1999.
Der var mange andre af de farmere, som var misundelige på
os, fordi vi var så heldige. Da vi så havde været der i 3
år, havde vi tjent så meget, så vi kunne købe noget for os
selv.
Engang i Iowa var Selma gået vild i majsmarken. Selma har
ikke været over 4 år gammel. Alle var ude at lede efter
hende. Der var en, der fik set, hun gik over en vej, så det
endte også lykkeligt.
Vi rejste så til North Dakota og var der i 8 år, derefter
rejste vi hjem og købte Hækkelundgård.
Nybyggerne i North Dakota!
Det første, jeg kan huske, er, da vi ankom til North Dako-
ta. Byen hed Bowbells, hvortil vi ankom en tidlig morgen.
Vi kom ind på et hotel. Hotellet står der endnu i 1999, men
var nedlagt som hotel. Der opholdt vi os til op ad dagen,
indtil Papa kom ind til byen efter os. Han var rejst nogle
dage i forvejen med alt, hvad de ejede. De havde 4 heste, 6
køer og nogle høns samt redskaber og møbler. Korn til foder
skulle også med, da der ikke kunne gro havre det første år,
for at have foder til hestene.
Det var Mamas svoger Hans Peder Pedersen, der boede i
nærheden i Callander. Han hjalp Papa med transporten til
North Dakota.
Det første år prærien blev pløjet op, skulle der sås hør,
hvor kun frøet blev brugt.
Det havde været en streng rejse for Mama at rejse med os
tre børn den lange vej fra Iowa til North Dakota, som er
500 engelske mil (800 km) Det har nok ikke været så morsomt
for Mama, da hun samtidig var gravid.
Vort nye hjem bestod kun af en bygning, som var skilt ad,
således at der i den ene ende var en stor stue, hvori vi
skulle bo. Den udgjorde både køkken, stue og soveværelse,
og på loftet ovenover var der et værelse, hvor vi børn sov,
og når der var gæster sov de der også.
Den øvrige del af bygningen havde kvæg og heste til rå-
dighed. Papa havde været deroppe nogen tid i forvejen og
fået nogen til at grave brønd og sørge for at få bygget
huset, til vi kom. Det var et par danske mænd, som var
brødre, der var kommet derop året før os. Papa fik dem til
at bygge bygningen og grave brønd.
Vore naboer var to ungkarle, som var nordmænd. Den ene hed
Tom, den anden Darl. Tom havde kun et lille hus af tynde
brædder, så for at lune lagde han hestegødning op omkring
helt op til taget, men en gang gik det galt. Han fyrede med
hørhalm i kakkelovnen, hvorfra der kun var et jernrør, som
gik op gennem taget, så der røg lidt gnister op, som satte
ild i hestegødningen, som lå omkring huset.
4Papa fik set, det begyndte at brænde, så han kom op og fik
hjulpet til med at få ilden slukket, inden der var sket no-
gen videre skade på huset. Til hestene havde han opbygget
en halmstak af hørhalm, som udgjorde den ene side.
Den anden nabo var noget ældre. Hans hus var bygget noget
bedre. Det var også et lille træhus med kun et rum, som var
både stue, køkken og soveværelse. Ham kom vi børn lidt op
og se til. Vi fik et stykke sukker, det var en hel
herlighed. Det var vi ikke vant til hjemme. Somme tider fik
vi også vindruer.
Han levede meget af dåsemad, så han havde et utal af dåser,
som vi gerne ville have at lege med, så vi slæbte somme
tider nogen af dem med hjem, men det var Mama ikke så glad
for. Det kneb gerne med at sørge for at gemme dem, når vi
var færdig med at lege med dem, uden at Mama skulle rydde
op efter os. Der skulle helst være orden i sagerne.
Legekammerater havde vi ikke nogen af de første år, da der
ikke var nogen lige der i nærheden, som havde nogen børn.
Så kom tiden Selma og jeg skulle i skole. Den første skole,
vi gik i, var de fleste svenske børn, enkelte fra andre
nationer, så vi kunne næsten ikke forstå hinanden. Den før-
ste tid måtte vi tale, hvilket sprog hver især kunne, men
så en dag siger vores lærerinde, at nu skulle vi til at ta-
le engelsk. Det gik ikke så godt, så det var ikke let for
lærerinden at finde ud af, hvad vi fortalte hende, da hun
ikke kunne andet sprog end engelsk. Det varede dog ikke så
længe, før vi kunne tale så meget engelsk, at vi kunne gøre
os forståelige, og ligeledes lære at læse, men da vi havde
gået i den skole en tid, blev der bygget en anden skole i
en anden retning.
Det var vist i nordvestlig retning fra, hvor vi boede. Det
var danskere, de fleste, der boede i nærheden, så vi kom
til at gå i den. Vi havde vist omkring ved 3 engelske mil
til den. Vi havde lige langt til tre skoler, så det var
ligegyldig, hvilken en vi skulle gå i.
Min skolegang blev ikke til ret meget. Om vinteren kunne vi
ikke komme frem på grund af vejret, men Mama underviste os
lidt. Når foråret kom, skulle jeg harve. Når høsten be-
gyndte med selvbinderen og med at pløje til den 10.-15.
november, og så blev det vinter.
Tiden mellem forår og høst skulle der køres korn til
jernbanen eller bygges til farmens bygninger.
Den skole, vi nu gik i, blev der holdt dansk gudstjeneste i
om søndagen. den første præst, som kom og talte der om
søndagen, boede langt derfra, så det var kun om sommeren,
han kunne komme. Der blev også holdt gudstjeneste rundt
omkring i hjemmene om vinteren, når det kunne lade sig gøre
at få en præst eller missionær til at komme ud og tale.
Vi havde også søndagsskole, hvor der kun blev talt og læst
dansk. Vi fik lektier for, som vi skulle kunne. I bibel-
historie skulle vi kunne læse udenad. Der var næsten altid
mange både til gudstjeneste og søndagsskole. Barnedåb og
altergang foregik også her.
Der blev temmelig hurtigt anlagt en dansk kirkegård.
Kirkegård og kirkesamfundet blev oprettet 1899. Det var på
et af de højeste steder der i omegnen, men det varede nogle
år, før der blev bygget en dansk kirke der, for der skulle
5jo penge til, og dem skulle menigheden selv skaffe til veje
ved frivillige bidrag.
Jeg kan huske, da grundstene til kirken blev nedlagt. Der
var hugget et firkantet hul i stenen, hvor der blev lagt en
blikdåse med en liste med navne på alle menighedens
medlemmer, som var med til at rejse kirken. Så en gang i
tidens løb kan man tage hjørnestenen ud og se, hvem der har
været med til at rejse kirken.
Kirken blev bygget af træ, så alle de af menighedens
medlemmer, som kunne slå et søm i, hjalp til med at bygge
kirken for at gøre den så billig som mulig. Al kørsel blev
udført af beboerne. Jeg kan huske, at når Papa og jeg havde
været inde i byen med hvede, så havde vi et læs tømmer med
tilbage til kirken. Jeg var den yngste, der var med til at
bygge kirken. Det var jeg meget stolt af.
Da den var færdig, skulle den indvies. Det var en stor dag
for den danske menighed at have eget hus at samles i til
gudstjeneste, for det havde ikke alle steder været så godt
i forvejen. Gudstjenesterne havde indtil da foregået i far-
mernes private hjem.
Der var også bygget en stor hestestald, så hestene kunne
komme ind. Der var jo mange, som havde langt at køre. Vi
havde præst sammen med en anden dansk menighed, som lå tem-
melig langt derfra. Der var vist nok 7-8 engelske mil til,
hvor han boede, så når det var hård vinter, kunne det knibe
med at komme den lange vej til kirken.
Papa havde overtaget de 160 acres prærie (67 ha) gratis.
Når den var blevet opdyrket tilfredsstillende inden fem år,
fik man skøde på farmen og kunne sælge farmen. Det var ens
ejendom.
Man kunne også købe 160 acres prærie af staten for ca. 250-
300 dollars lig med ca. 900 kr. Den farm, Papa købte til,
betalte han ca. 300 dollars for.
Papa betalte farmeren for at rejse. Det var vist meget u-
lovligt. De overtog den flade prærie lige efter bisonok-
serne.
Det første, der nu skulle tænkes på, da vi var kommet til
vort nye hjem, og frosten var gået af jorden, så det var
til at pløje, var at komme igang med ploven for at få
pløjet så stort et stykke som muligt og få sået til med
hør, da der ikke kunne gro andet det første år.
Det var strengt at pløje. Der skulle 4 gode heste til for
at trække en enkelt plov. Jeg tror ikke, det var mere end
60 acres, Papa fik pløjet og tilsået det første år. Papa
fortsatte med at pløje.
Den første såmaskine, jeg kan huske, var en som sad bag i
vognkassen, som blev drevet med en kæde, som gik ned til et
tandhjul, som var anbragt på vognens baghjul. Der var fire
vinger, som løb rundt og spredte kornet. Jorden var
temmelig streng at få muld i, så den skulle have både
knivharve og rigtig harve for at få så meget muld, at
hørfrøet kunne blive dækket.
Det var det første arbejde. Jeg var med til at køre så-
vognen. Papa smed hørfrøet på vingerne.
Men efterhånden som Papa fik opdyrket mere jord, fik han
købt en stor radsåmaskine til 4 heste. Det var noget, der
kunne blive til noget at køre med den. Da Papa imidlertid
6havde fået opdyrket det meste af sit eget, forpagtede han
også noget af fremmede, så han fik meget at skulle over-
komme.
Jeg kan huske et af de første år, vi havde så meget med
hør, som skulle mejes, at vi satte 5 heste for binderen. Da
måtte jeg ride de to forreste heste, mens Papa kørte de
bageste, så der var fart på maskinen, men det skete også en
dag, at der gik ild i en af rullerne, der var snoet lidt
hørhalm rundt om akslen.
Der var også en dag det samme år, hvor det var meget varmt,
at myrerne fik vinger og kunne flyve. Der var en sværm, som
satte sig på mig. Det var noget af det værste, jeg nogen
sinde har været udsat for. Det var som om, der kom en hel
sky af myrer. De satte sig også på hesten, som jeg red på.
Papa måtte trække alt tøjet af mig, for at få rystet
myrerne af. Det varede ikke så længe, før der blev fred, og
vi kunne køre videre resten af dagen.
Det blev gerne sent fyraften, for det var ikke altid lige i
nærheden af hjemmet, vi arbejdede, så det tog tid at komme
hjem. Hestene var jo gerne trætte af dagens arbejde.
da der havde været dyrket hør en omgang, blev der sået
hvede og lidt havre til hestene samt byg til at føde en
gris op til husholdning.
Jorden var så god, at den kunne give korn i flere år uden
gødning. I de otte år, vi boede der, fik den ikke nogen
kunstgødning.
Efter som tiden gik, og det gik fremad, skulle der også
tænkes på at få noget mere plads. Først byggede vi et stort
kornmagasin, hvor der kunne være en stor del af høsten, for
kornet steg gerne en del ud ad vinteren, så der kunne
tjenes godt ved at gemme kornet.
En vandmølle til at pumpe vand fik vi også. Den blev
stillet op om vinteren. Det var frosset lige så dybt ned,
som benene skulle, så hullerne blev sprængt op med dynamit,
da det var umuligt at hakke op.
Mama og Papa syntes, at de kunne tænke sig at få en bedre
beboelse, så de byggede den første del af stuehuset, som
ikke var så stort.
Stalden var jo blevet for lille, da vi skulle bruge flere
heste efterhånden, som vi fik mere jord. Papa lejede også
heste ud til andre farmere.
Papa købte en ejendom til på samme størrelse, som den han
havde i forvejen. Der var ikke andet end bygninger, som var
opført af græstørv og et halmskur af hørhalm, så de var
ikke meget værd.
Al jorden var ikke opdyrket, så nu fik vi noget at rive i,
så vi måtte rigtig til at tage fat for alvor, da vi ikke
havde nogen karl, så jeg måtte altid køre med den ene plov,
som var en enkelt plov med 5 heste for, så det kunne blive
til noget.
Om foråret, når vi skulle så, måtte jeg altid køre med
harven, som der var 5 heste for. Det kneb lidt med at køre
så mange heste, da jeg ikke var ret stor dengang og ikke så
stærk.
I høsten kørte jeg den ene binder, som var til 3 heste.
Papa kørte selv den anden, som var noget større. Den var
til 4 heste, så det kunne blive til noget.
7Det var somme tider strengt at køre, når det var rigtig
varmt og tørt, så støvet rigtig kunne ryge. Man var lige så
sort som en neger, når vi holdt fyraften.
Da Papa havde forpagtet den tredje farm, fik vi en karl
hjemme fra Danmark. Han var en dag ude at meje hvede. Ude
på marken boede der et ulvepar. De løb efter selvbinderen.
Selvbinderen tabte tråden. Karlen turde ikke kravle ned og
træde nålen. Han kørte hjem til farmen på selvbinderen og
fik at vide, at ulvene var fredelige. De gjorde ingen for-
træd. De fik hvalpe hvert år. Når hvalpene kunne klare sig
selv, løb de ud i bjergene.
Vi havde en mand til at stille op, men det kneb med, at han
kunne følge med. Der var anbragt et apparat på binderen,
som samlede negene i rækker, så det var bare at rejse dem
op.
Mama var hjemme og passede det derhjemme, når vi var i
marken, så hun havde nok at gøre. Det var ikke altid lige
nemt at være nybyggerkone, hun måtte også slide hårdt i
det.
Mama måtte malke køerne, kerne smør og lave ost. Mama var
kommet op på at have 12-15 køer, men Mama havde god hjælp
af Selma, som var to år yngre end mig.
Mama havde også høns og solgte æg. Engang var en der en
rovfugl, der sad på hegnsstolpen og lurede på Mamas høns.
Mama hentede Papas revolver, ladede den og lukke øjnene og
skød fuglen. Det var vist den eneste gang, revolveren blev
brugt til levende mål.
Det var kun om sommeren, når der var græs, at køerne kunne
give mælk. Der var ikke noget, der hed kraftfoder, så de
stod golde det meste af vinteren. Da fik de ikke andet at
æde end hø og halm, så det kunne ikke give ret meget mælk.
Papa havde part i en tærskemaskine tillige med to brødre.
Det var dem, som havde bygget for os, inden vi kom op til
North Dakota. De tog rundt og tærskede for fremmede der
omkring. Som regel varede det over en måned. Det var somme
tider Papa ikke var hjemme i en hel uge, så måtte Mama og
os søskende klare det derhjemme.
Når jeg skulle ud at pløje, måtte Mama hjælpe mig med at få
spændt hestene for. Jeg skulle køre med dobbeltploven, som
der skulle fem heste for. Den kunne jeg ikke selv få spændt
for, de to gik som forspand. Når jeg skulle begynde på en
ny ager, måtte Mama trække de forreste heste, for det kunne
jeg ikke selv klare med så mange heste. Mama måtte også
lægge selerne på og tage dem af hestene, for jeg kunne
ikke, da det var temmelig store heste. De var meget skikke-
lige at omgås.
Pløjningen skulle helst være tilendebragt omkring den 10.-
15. november, da det gerne begyndte at fryse og blev ved
til sidst i marts. Vi var altid færdige inden vinteren.
Om vinteren var der ikke andet at bestille end at passe
heste og kvæg. Det kneb somme tider med at få foderet ind,
når det var rigtig hård vinter. Det kunne blive så slemt,
at det ikke var til at komme uden for en dør. Jeg kan
huske, at det var så slemt vejr, så Papa ikke kunne komme
ud i stalden i to dage. Der var ikke mere end 20 skridt fra
stuedøren til stalddøren, så det var slemt vejr. Det var en
af de værste vintre, jeg kan huske. Papa bød mig en dollar,
8hvis jeg kunne gå ud og hente en spand vand. Det var umu-
ligt at gå ud. Når det var godt vejr, måtte vi sørge for at
komme ud at få foder ind og komme til byen efter varer og
ind på posthuset efter aviser og høre, om der var brev fra
venner og bekendte, og om der skulle være et brev fra Dan-
mark. Det var altid det, der var mest spændende at få at
høre, hvorledes det gik i Danmark, for der havde Mama og
Papa altid deres tanker ved deres gamle hjem.
Da vi havde været i North Dakota i nogle år, og vi havde
tjent så mange penge, at der var nok til den sidste del af
stuehuset, blev det bestemt, at nu skulle det være alvor,
og Papa fik fat i en af tømrerne til at bygge huset, og der
blev kørt tømmer hjem. Folk deromkring var med at køre det
hjem - nogen var med til at bygge, for det var altid sådan,
når nogen skulle have bygget noget, enten det var stuehus
eller stald, hjalp de hinanden.
Det var vistnok det største og pæneste hus deromkring på
den tid.
Jeg kan huske, da det var færdigt, kom alle dem, som havde
været med til at bygge eller køre, og der blev holdt
indvielsesfest, så der var liv og glade dage. Det var, som
de hørte til en stor familie allesammen.
Om sommeren, når Papa havde travlt, måtte Selma og jeg gå
til byen. Vi havde en lille vogn, som vi drog afsted med.
Senere blev det Selma og Harry. Vi skulle til byen med
smør, ost og æg til købmanden. Når kunderne så børnene
komme ude fra prærien med friske varer, gik de til
købmanden. Der var rift om Mamas smør og ost. Vi skulle
have varer med hjem fra købmanden, på posthuset og have
aviser, og breve skulle vi også have med. En gang var der
to breve fra Danmark, dem havde vi tabt, så da vi kom hjem,
så var der vel nok en tur til os, men til alt held var der
en mand, som havde fundet dem og indleveret dem på
posthuset igen.
Marius, som tjente hos købmanden, gik ind på posthuset og
fik dem med der ud, så der blev glæde, da han kom med
brevene. Når vi havde fået breve hjemmefra eller fået et
stort arbejde gjort færdigt, såning, høst, tilbygning eller
lignende, holdt vi hyggeaften sammen med naboerne. Mama
lavede popcorn. Papa spillede på harmonika. Det var ikke
kun arbejde.
En gang Mama og Papa havde været til et stort møde i
kirken, hvor der var mange med fra menighederne langt om-
kring fra. Det varede i flere dage, så vi havde nogen
indkvarteret. En dag havde de en præst med hjem, som skulle
bo der om natten.
Selma og jeg var selv hjemme og skulle passe sagerne, da
det blev hen imod aften, skulle Selma hente køerne hjem,
mens jeg var ude at pløje. Hun kom ikke hjem med køerne. Da
de gik frit, hvor de ville, var de kommet sammen med nogle
andre, så hun kunne ikke få dem skilt fra. Det var blevet
helt mørkt. Mama og Papa var kommet hjem, og Selma var ikke
kommet. Papa og jeg tog hver en hest og red ud og skulle
finde hende. Vi red ikke længere fra hinanden, end at vi
kunne råbe sammen. For at vi ikke skulle fare vild, havde
Mama sat en lampe i vinduet, så vi kunne rette os efter
den. Papa fandt hende. Hun var gået ind et sted, hvor de
9havde nogen småbørn, som hun legede med, så hun havde helt
glemt at gå hjem, men Papa fik hende op på hesten, så det
gik hjem i en fart. Der blev glæde, da vi havde fundet
hende. Den næste dag var det søndag, så skulle vi ned til
møde i kirken.
Efter som jorden deromkring blev opdyrket, kneb det med at
få græsmarker nogen steder at leje, hvor vi kunne slå hø.
Et år var det ikke til at få noget græs i nærheden, så
måtte Papa ud i bakkerne. Der var en halv snes engelske mil
derud. Papa havde været derude og slå noget og kom så hjem
nogle dage, mens det blev tørt til at køre sammen. Så
skulle jeg med derud og være med at køre sammen. Vi skulle
blive der ude om natten. Det var jeg ikke så glad for, da
vi skulle sove under åben himmel i en høstak.
Det var de vilde dyrs paradis derude. Ræve, grævlinger,
ulve rovfugle og mange andre dyr hylede i munden på hinan-
den det meste af natten, så det var noget uhyggeligt at hø-
re på. Jeg var glad, da vi skulle hjem igen. Vi havde hver
to læs hø med hjem.
Morbror Lars havde fået sig en farm 40 engelske mil vest
for os. Hans hus blev bygget hos os og blev læsset på en
vogn og kørt den lange vej.
Lars og Papa kørte ud med det, men det gik galt, inden de
nåede helt derud. De kørte fast og måtte læsse huset af og
slæbe det det sidste stykke vej. Noget senere havde Lars
lånt fire heste af Papa til at pløje prærien op med. En nat
var de kommet løs og gået bort, så han ikke kunne finde dem
nogen steder der i nærheden. Der var ikke andet at gøre end
at begive sig afsted til fods hjem til os og fortælle, at
hestene ikke var til at finde der i nærheden. Da han lige
var kommet med den besked, løb de to af hestene, vi havde,
ind i pigtråden og blev skadet så slemt, at de ikke kunne
gå. Den ene måtte slås ned, da den fik skåret sener over i
det ene bagben, men der var en behjælpelig mand, som kørte
derud igen, og de fandt hestene i god behold. Der var en
mand, som havde fanget dem, så der blev glæde, da han kom
hjem med dem igen.
Da Lars afleverede hestene til Papa ville Lars give Papa en
stor leje. Det ville Papa ikke have. Papa og Mama havde jo
fået stor hjælp af Mammas bror Hans Peder og søster og
svoger i Iowa.
Men enden på det blev, at Papa fik et ægte guldur, meget
værdifuldt. Det har jeg arvet. Det er jeg meget stolt af.
Der kom en jernbane som gik lige over den anden ejendom, vi
havde. Den gik parallelt med den gamle, som havde været der
hele tiden. Der blev lagt en by ikke så langt fra den
ejendom, så når vi tærskede der, blev kornet kørt lige fra
maskinen og blev læsset i banevogne. Selma og jeg måtte
skuffe kornet ind til enderne, så dem, der kørte, kunne
blive af med kornet, som var læsset i vogne. Det blev
læsset af med skovle.
Når banevognen var fyldt, kørte man et bræt på kanterne.
Man vidste, hvor mange buskel (36,5 l) en banevogn inde-
holdt. Så smøgede købmanden ærmet op og spyttede på armen
og stak armen ned i kornet og så, hvor mange avner, der sad
på armen. Det var kvalitetsbedømmelse. Det var prisen sat
efter.
10Det var nemt at få kørt negene sammen. Når tærskemaskinen
kom, havde de selv vogne med til at køre negene ind til
maskinen. De havde gerne omkring 20 vogne, så det var
noget, der kunne blive til noget. Der blev læsset neg af i
ilæggerapparatet fra 4 vogne på en gang. Det var en stor
halmstak, når der blev tærsket på et sted en hel dag. Der
var halmblæser på maskinen, så den kunne blæse halmen langt
bort. Halmen blev brændt af for det meste, da vi ikke havde
brug for den.
Om efteråret, når cowboy’erne kom ind med de vilde heste,
de havde fanget, red de forbi, hvor vi boede på vej ind til
byen, hvor der var en stor indhegning, som hestene kom ind
i. Papa og jeg var altid i byen, når de solgte de vilde
heste. Det var et stort skue med mange tilskuere og købere.
Det foregik på den måde, at en køber udpegede sig en hest.
Man blev enige om prisen. Så indfangede cowboy’en hesten
med en lasso. Hesten blev kvalt ned, og der blev der lagt
en sadel på hesten. Når Cowboy’en tog lassoen af hesten,
sad der en cowboy i sadlen, idet hesten sprang op. Cow-
boy,en red en eller to ture rundt, så var hesten redet til,
som det var lovet.
Papa og naboerne købte tit en vild hest. Den blev bundet og
trukket efter vognen hjem. Så skulle den køres til. Det
foregik næsten altid hos os. Papa havde altid gode, rolige
heste. Det foregik med to heste som forspand og tre heste
efter. Den hest, der var længst fra plovfuren, var vild-
hesten. En mand trak vildhesten. Hvis det var andre far-
meres heste, vi kørte til, var det farmeren selv, der trak
hesten. Vi kørte kun med stavseler. Oppe ved bringen var
der sat en ring i med et reb igennem, der var bundet ned i
det ene forben. Det passede Papa altid. Jeg havde den
letteste plads. Jeg sad på den to-furede plov og kørte de
fem heste. Hvis vildhesten hoppede og skabte sig noget, så
trak Papa i rebet, og så faldt hesten. Når den var faldet
en 20-25 gange på den måde, kunne den næsten altid gå ro-
ligt. Så tog Papa rebet af og gik hjem. Farmeren fortsatte
et stykke tid med at trække vildhesten. Det var en dejlig
afbrydelse i en ensformig hverdag.
Da vi havde været i North Dakota i 6 år fik Papa lyst til
at se Danmark. Det blev besluttet, at han skulle rejse, men
han syntes ikke om at rejse selv. Mama kunne ikke så godt
tage fra os børn, da vi ikke kunne klare os selv, så de
blev enige om. at Harry skulle med. De rejste, så de kunne
være i Danmark og holde jul hos bedstemor og bedstefar.
Hele turen skulle vare tre måneder.
Vi fik en karl til at være hos os, mens Papa var borte, for
der skulle være en til at passe sagerne så længe.
Mama havde lige fået Emma. Christ blev født i januar 1901.
Anni blev født 22. april 1903 og døbt i den nye kirke men
var hjemmedøbt først. Emma blev født 28. september 1905 men
døde i oktober 1907. Alle er raske. Når nogle af børnene
blev syge, gav Mama dem brændevin. Jeg fik dobbelt dosis.
Jeg skulle jo arbejde. De andre skulle kun i skole. Mama
sørgede altid for, at vi fik god næringsrig morgenmad.
Derfor gik det vor familie på prærien så godt.
Det var spændende, da Papa og Harry skulle komme tilbage
igen. Vi var ude at kigge efter dem indtil flere gange om
11dagen, for vi vidste ikke bestemt, hvilken dag de skulle
komme. Så en morgen straks vi var kommet op, kom Mama ud og
fik set, der kom fire mand og en dreng langt borte, så vi
børn fik travlt med at få tøjet på, så vi kunne være parat
til at modtage dem, for vi havde længtes meget.
Harry havde meget at fortælle om turen og alle sine
oplevelser, og så havde Papa en gave med til os, som havde
været hjemme. Selma fik en fin rød kjole og jeg et lommeur.
Hvad Crist og Anni fik, kan jeg ikke mindes. Mama fik et
par træsko. Jeg syntes, det var tarveligt til alle tiders
mor, men der fandtes ikke træsko i Amerika. Mama skulle
have noget, andre ikke havde.
De tre unge karle, som Papa havde med fra Danmark, skulle
over og prøve lykken i USA. Hvorledes det er gået dem, ved
jeg ikke rigtig. Den ene var forvalter. Han blev præst. En
var mejerist. Han rejste til en anden stat og fik plads som
mejerist. Den tredie var og blev landmand.
Det er ikke sådan at komme til USA for unge mennesker. Det
er ikke dem alle, som finder lykken der. Der er mange, som
aldrig når at tjene noget. Hvis de ikke har godt mod, kan
det knibe, for der er altid noget at tænke over, hvorledes
det skal gå, om de når det store mål, som alle nybyggere
stræber efter.
De fleste begyndte jo omtrent på bar bund, så har de lidt
modgang på forskellig måde, særlig for dem, som begynder
for sig selv, og har fået en farm. Det kan blive et tørt
år, så ikke kornet vil gro, eller der kommer en haglbyge,
som ødelægger det hele eller uheld på anden måde, så er det
bare om ikke at tabe hovedet og rende fra det hele, for det
var der nogen, som gjorde.
Et af de første år, vi var i North Dakota, da blev det
sådan en tør sommer, så vi næsten ikke høstede noget, men
så året efter fik vi en god høst, så der blev liv i
nybyggerne.
Da der var gået nogen tid efter, at Papa havde været i Dan-
mark, begyndte Mama og Papa at tale om at sælge hele
redeligheden og rejse til Danmark. Der blev talt noget frem
og tilbage. De var bange for, at de ikke kunne finde sig i
de små forhold i Danmark, og om de havde tjent så mange
penge, så de kunne købe en ejendom og om mange andre ting,
men resultatet blev, at de blev enige om, at det nok kunne
gå, men der gik lige godt et par år, inden det rigtig blev
alvor. Så skrev de hjem til Danmark, at de havde bestemt at
sælge det hele og komme hjem med alle pengene, så der blev
glæde i Danmark, da de modtog det brev.
Det var midt på sommeren den beslutning blev taget, men der
var meget, som skulle ordnes, inden vi kunne blive færdige
til at rejse. Alt skulle sælges. Ejendommen blev først
solgt. Den, vi boede på, blev solgt til en tysker, som bo-
ede ved siden af. Den kostede 5000 dollars. Den anden
ejendom blev købt af en købmand, der havde 16 ejendomme i
forvejen, har far fortalt. Den kostede 3000 dollars. Køb-
manden ville lave en handelsplads. Jernbanen var der jo.
Da høsten kom, skulle kornet mejes og tærskes, og vi solgte
alt kornet, som blev kørt lige fra tærskemaskinen og blev
læsset i banevogne og sendt lige til de store dampmøller.
Vi havde meget hvede fra det foregående år, da der havde
12været dårlige priser. Papa havde beholdt så meget, som han
havde plads til. Det skulle også sendes afsted, så der var
noget at gøre. Harry var blevet knapt 9 år, så han kørte
korn til banevognene, inden det blev sendt til dampmøl-
lerne, og til sidst skulle der så holdes auktion. Alt skul-
le jo sælges, der skulle ikke følge noget med ejendommen.
Jeg havde haft ridehest altid. Den blev solgt og kom 15
miles væk. Inden vi rejste til Danmark, kom den gående til-
bage. Jeg fik tårer i øjnene.
Det var en stor dag, da der skulle holdes auktion. Der kom
mange mennesker fra hele omegnen. Der var meget, som skulle
sælges: Møbler, maskiner, kvæg og heste.
Det sidste år, vi var i North Dakota, brændte en stor del
af byen. Husene var bygget af træ, så det var ikke nemt, at
få ilden slukket. Det var om aftenen, det skete, så der var
noget, som lyste op i landskabet langt omkring.
Papa og karlen tog ind til byen og var med til at hjælpe
til at få ilden slukket. Jeg ville have været med, men det
kunne ikke lade sig gøre, jeg skulle blive hjemme hos Mama.
Da nu alt var solgt og alting ordnet og Papa havde antaget
en mand til at sørge for pengesagerne og sende penge til
ham efterhånden, de kom ind. Det var ikke alle pengene, som
blev betalt kontant. Ejendommene var solgt på 5 års beta-
lingstid.
Så til sidst var der tilbage at tage afsked med gamle
venner og bekendte. Det var ikke så nemt, som man skulle
tro. De ville alle have, at vi skulle komme og besøge dem
inden afrejsen. Der var temmelig mange danskere deromkring,
så det var ikke til at overkomme, men så kom hele den
danske menighed ud til os og tog afsked. De havde en
erindringsgave med til Mama og Papa, som bestod af et
toiletsæt med spejl, kam, klæde- og hårbørste. Jeg fik en
poesibog med deres navne i, som jeg blev meget glad for.
Den dag, vi skulle rejse, mødte der en masse af de gamle
venner og bekendte op ved toget og sendte den sidste hilsen
med til Danmark. Mama havde syet en pose ind i Papas under-
bukser, hvor der var 10.000 dollars i og en hos sig selv
med 3.000 dollars i.
Der var nok mange af de gamle danskere, som gerne ville
have været med til Danmark, men det var ikke sådan at få
revet sig løs og tage ud på den lange rejse. Det var meget
spændende for os børn. De første dage, vi kørte med toget,
skulle vi se alt det, der foregik langs med banen, men det
blev hurtig gammeldags at køre med toget. Det gik både dag
og nat i en hel uge i træk. Om natten blev sæderne slået
ud, således at de var til at ligge på og sove. Toget stand-
sede ikke ved alle de mindste stationer. Et par gange om
dagen holdt toget så længe, at folk kunne gå af og få købt
noget mad. Det var ikke til at have mad med til så lang en
rejse.
Da vi kom til Minneapolis blev vi der et par dage, for vi
skulle træffe sammen med flere, som skulle med samme skib.
Jeg var en dag, mens vi var her, gået lidt på egen hånd,
men det varede ikke længe, før der kom en politibetjent og
spurgte, om jeg hørte hjemme her. Han fulgte mig op til det
hotel, vi boede på, og så fik jeg besked på at holde mig
der, hvor jeg hørte til, for fremmede børn kunne let blive
13kidnappet. Det var meget almindeligt dengang i de store
byer i Amerika. Sådan en vandhund skulle ikke tro, han var
noget.
Så fortsatte vi til Chicago, hvor der ikke var noget videre
ophold. På turen derfra og til New York kom vi forbi
Niagara vandfaldet. Det var meget interessant at få det at
se. I New York var der meget at se. Alle de store skibe,
som kom fra hele verden med alle de forskellige flag fra
alle lande, så der var meget at se på.
Der var i hundredevis af mindre slæbebåde. De sejlede rundt
og var behjælpelige, når de store skibe skulle ud og ind i
havnen. Det kunne de ikke ved egen hjælp, for der skulle
plads til når de store skibe skulle vende. Vi var ikke i
New York ret længe. Vi kom ombord på det skib, vi skulle
sejle med. Det lå sejlklar, og så snart passagerer og
bagage var kommet ombord, stak vi til søs.
Da vi sejlede ud, kom vi lige forbi Frihedsstøtten, som
står ude midt i sejlløbet. Den forestiller en stor dame,
som står og rækker den ene hånd op i vejret. Hun er så
stor, så der er en stor restaurant i hendes krop, og armen
var så stor, så folk kunne komme derop. Jeg var imponeret
af udsigten deroppe fra. Vi kunne se hængebroen, der
forbinder Manhattan med fastlandet. Det blev henimod aften,
inden vi sejlede ud. Det sidste, vi kunne se af Amerika,
var det lys, som er oppe i Frihedsstøttens hånd. Det er et
stort blus, som lyser ligesom et stort fyrtårn. Det var
meget klart vejr. Efterhånden som vi kom længere og længere
ud i Atlanterhavet, sank Frihedsstøtten mere og mere ned i
havoverfladen. Det var det sidste farvel og afsked med mit
gamle fædreland Nordamerika.
Så gik turen ad Danmark til. Det varede 12-14 dage at sejle
over. I flere dage kunne vi ikke se andet end himmel og
hav. Det var et af de mest hurtiggående skibe, som Det
forenede Dampskibsselskab havde dengang. Det hed C. F.
Thietgen. Det var noget smalt, så det var ikke så rart, når
det traf sig, at det var sidevind, og det blæste, så rul-
lede skibet somme tider temmelig meget. Det var en dag til
middag. Tjenerne var lige færdig med at dække bordene, da
skibet begyndte at rulle så stærkt, at det meste af por-
celænet røg på gulvet og gik itu. Så blev der sat rammer på
bordene, så tallerknerne ikke kunne løbe ned. Det var også
så slemt, så det næsten ikke var til at styre suppen. Den
ville skvulpe af, der var heller ikke ret mange, som skulle
have nogen mad den dag.
Jeg var kun søsyg en times tid en aften, så jeg måtte gå i
seng og fik ikke nogen aftensmad.
Der var mange som omtrent var syge hele tiden, så det var
ikke så morsomt at sejle, når det gik sådan. Der var ellers
meget morskab. Der var altid nogen, som kunne finde på
forskellige kunster til de øvriges underholdning. Jeg
skulle nok holde mig til alle steder, hvor der var noget at
høre og se. Jeg fik lov at komme op på broen hos kaptajnen
og styre skibet. Der var et orkester med, som spillede for
os hver dag på hele turen, så det skete også, at der var
nogen, som dansede på dækket.
Det første tegn vi fik på, at vi var ved at nærme os land,
var en aften, vi kunne se et blinkfyr langt borte. Det var
14ved Skotlands kyst, men der gik nogle dage endnu, inden vi
kom til land. Vi skulle anløbe Norge først ind til
Kristianssand. Der gik vi ikke ind i havnen, men blev
liggende ude i fjorden. Så kom der nogle mindre skibe ud og
hentede passagerer og gods, som skulle af her, og der kom
også nogen ombord, som skulle med til Oslo og København.
Da det var overstået, fortsatte vi til Oslo. Der kom vi ind
i havnen og fik lov til at gå i land og se på byen. det
varede det meste af dagen med at få det gods læsset, som
skulle af her. Der var også mange passagerer, som skulle af
her.
Det var meget interessant at sejle langs med Norges kyst -
se de høje fjelde hele vejen. Der var mange steder, at der
var store skær, som ragede højt op lige ved siden af
skibet, så det er nok ikke nemt at sejle der. Der var en
dag, det var meget tåget, da måtte skibet kaste anker. Det
var ikke til at sejle her uden i sigtbart vejr mellem alle
de stenblokke.
Da vi så var færdige i Oslo, fortsatte turen til Danmark.
Vi kom til København, da det var aften. Det var et pragt-
fuldt syn at se alle de lys, som skinnede der. Der var nok
også tændt særlig mange for at hilse det første juleskib
velkommen. Da vi så nærmede os kajen, var der jubel fra
alle de mennesker, som var mødt op for at tage imod slægt
og venner, som var med skibet. Orkesteret spillede fæd-
relandssange, og der blev sunget til, så det var meget høj-
tideligt.
Da landgangen var sat, og passagererne begyndte at gå af
skibet, blev der råbt fra land efter forskellige af deres
pårørende, som stod og ventede spændt på, om de nu var med.
Papas søskende, som boede i København, var mødt op for at
tage imod os. Vi blev i København et par dage. Papa skulle
have ordnet sine pengesager, inden han kunne rejse videre.
De penge, Papa havde sat ind i Bank of England i Min-
neapolis var overført til Danmark.
Vi sejlede så til Møn med skibet Kodan. Mama måtte blive i
København nogen dage, for hun blev først rigtig søsyg, da
vi kom i land. Mama var også gravid. Jeg glemmer aldrig, da
vi kom til Stege. Bedstefar var vel nok stolt, da han holdt
der med Sparesmindes charaban og skulle hente sin søn med
familie, som kom fra Amerika. Det har nok næsten været en
af de største dage i hans liv.
Så kørte vi ud til Nøbølle, hvor bedstemor gik og var meget
spændt på at skulle se sin svigerdatter, som så ikke kom.
Papa, Harry, Crist og mig var da med.
Bedstemor vidste ikke alt det gode, hun skulle gøre for os.
Mad skulle vi have i overflod, det var ikke rigtig den
slags mad, som vi var vant til at få. Farbror Jens Peter
fra Hårbølle Stenminer var kommet til Nøbølle for at hilse
på os. Der var meget at tale om. Papa skulle jo have alt at
vide, som der var sket, siden han havde været hjemme på
besøg to år før, og han måtte fortælle, hvad der var sket i
USA, og meget andet blev der også talt om.
Bedstefar og bedstemor kunne jo ikke have os boende hos
sig, så vi blev spredt for alle vinde. Jeg kom ud hos far-
bror i Hårbølle Stenminer. Der var meget livligt at være.
Han var bestyrer på pakhuset og modtog svin til slagteriet
15og førte tilsyn med stenminerne, så der var altid noget at
være med til, og når det var frostvejr, løb vi på is på
gravene. En del af omegnens drenge samledes her, så der var
gerne sjov. Farbror havde en dreng, som var på alder med
mig, så jeg havde selskab, og jeg kom med i skole i to må-
neder.
Mama kom ud hos sin søster Sidse tillige med et par af mine
søskende. Papa og en bror var i Nøbølle, så vi var meget
spredt, og det var ikke så morsomt sådan at holde jul hver
for sig, men det varede da heldigvis ikke så lang tid, før
Papa fik købt sig en gård, så vi kunne komme sammen igen,
og det skete den 1. marts 1908, da vi rykkede ind på
Hækkelundgaard, som Papa havde fået købt, hvor vi så havde
vort hjem, indtil vi igen spredtes, da vi blev gift og
stiftede egne hjem.
Skrevet vinteren 1942-44 af Georg Henriksen, Nørremarks-
gård, Svinø, pr. Lundby. Mama havde skrevet 4 tætskrevne
sider og far 46 sider.
I år 1900 var en dollar 3,73 kr. værd og en tysk mark 88
øre. Prisen på 1 kg smør var 1,66 kr. Kapitelstaksten for
byg var 8,28 kr. 1 buskel er 36,5 liter.
Farmen i North Dakota, som de boede på, blev solgt for 5000
dollar og den uden bygninger for 3000 dollar.
16